Tibetansk kultur under pres
Mange film og bøger om Tibet, rejseselskaber, der gerne vil sælge rejser til Tibet og Kinas propaganda apparat præsenter os gerne med farvestrålende og eksotisk billeder af Tibet, der med sit snævre fokus på f.eks. religion ikke har ret meget med virkeligheden i det besatte land at gøre.
Tibetansk kultur er en meget kompleks størrelse. Den omfatter den materielle kultur, som fascinerer os med sin karakteristiske arkitektur, klædedragt, kunst, håndværk osv og den immaterielle kultur som sprog, filosofi, omgangsformer- og normer. Kultur handler også om overlevelsesstrategier, naturressourceforvaltning, samfundsformer og meget andet, der er vævet sammen til det hele, vi forstår under tibetansk kultur. Derfor er f.eks. tvangsflytningen af tusinder af nomader også et direkte angreb på tibetansk kultur.
Det, der slår de fleste besøgende i tibetanske samfund både i og udenfor Tibet, er den tætte sammenhæng, der synes at være mellem de enkelte dele i den tibetanske kultur og i hvor høj grad, den genspejler tibetansk religion og spiritualitet. F.eks. afspejler den traditionelle arkitektur det religiøse univers, der både omfatter buddhisme, bon religionen og den allestedsnærværende tro på natur guddomme. Det samme gør naturen i samspillet med de mange forskellige udtryk for tibetanernes tro – de farvestrålende bedeflag, relikvieskrin (chorten), mure af sten (mani mure), hvor mantraet Om Mani Padme Hum er mejslet i stenene, altre for bjergguderne på bjergpassene (lha tho) og meget mere.
Alt dette bidrager ligesom de tibetanske nomaders klædedragt og telte, munkenes mørkerøde kutter, de fantastiske bygningsværker, som mange af klostrene er og tibetanernes åbenhed og venlighed til det eksotiske og dragende billede af Tibet, som også denne film delvist er udtryk for.
Det er mere sjældent, at vi konfronteres med virkeligheden under kinesisk besættelse. Siden den kinesiske indmarch i det østlige Tibet i 1949, har tibetansk kultur ikke kunnet udvikle sig frit. Alle kulturer forandrer sig men tibetansk kultur har ikke haft mulighed for naturlig forandring indefra, fordi væsentlige dele af den er blevet ødelagt eller vedfarende trues af den kinesiske tilstedeværelse. Mange vigtige kultur skabende personer er enten blevet dræbt, fængslet, tvunget i eksil eller har meget ringe udfoldelsesmuligheder i et Tibet, hvor besættelsesmagten nøje overvåger alt. Der er ingen ytringsfrihed i Tibet og der lægges bånd på selv de i vores øjne mest harmløse begivenheder. F.eks. forhindres tibetanere ofte i at udføre religiøse begivenheder eller fejre særlige festdage som Dalai Lamas fødselsdag. Mange af de chikaner, tibetanerne udsættes for, svarer til hvis den tyske besættelsesmagt havde forbudt danskerne at holde jul.
De kinesiske myndigheder har også i stor stil omdefineret tibetanske skikke og begivenheder i deres eget billede. Et godt eksempel er heste festivalerne, der i flere egne i Tibet er en årligt tilbagevendende stor social begivenhed med hundreder af deltagende tibetanere fra nær og fjern. De kinesiske myndigheder ønsker frem for alt at tiltrække kinesiske turister og kontrollere tibetanerne. Da jeg selv besøgte heste festivalen i Machu i Amdo i 2007, var langt størstedelen af de deltagende tibetanere men det kinesiske militærs tilstedeværelse var ikke til at overse. Konferencieren, der annoncerede programmet talte kinesisk, skiltene var på kinesisk og en del af underholdningen var kinesisk. Det virkede som om tibetanerne helt prøvede at ignorere Kina i deres festival men ved en anden festival i Lithang i Kham blev Kinas brutale tilstedeværelse senere på sommeren meget tydeligt, da en nomade fra scenen opfordrede til Dalai Lamas tilbagevenden til Tibet. Det førte til massivt militæropbud i byen og til 8-10 års fængsel for nomaden og andre, der blandede sig.
Kina vil gerne sælge Tibet som et perfekt paradis til de mange kinesiske turister, der hvert år rejser dertil. Langt den overvejende del af turisterne i Tibet er kinesere, der som oftest kommer i store grupper. Det er dem, der udvikles en turismeinfrastruktur til. Skiltene i klostrene og andre steder står f.eks. på kinesisk og sjældent på engelsk. I flere mindre byer så jeg store luksuriøse hoteller med dyre kinesiske biler udenfor mens de fleste vestlige turister holder sig til mere beskedne og ofte tibetanske gæstehuse. I souvenir butikkerne f.eks. i det store Labrang kloster i Amdo, der er et af Tibets største og vigtigste klosteranlæg, sælges der farvestrålende propaganda bøger om Tibet. De kinesiske turister er med deres store kameraer og ofte påtrængende og støjende opførsel meget tydelige og provokerende i deres tilstedeværelse. Jeg lagde ofte mærke til tibetanernes næsten fysiske modvilje mod kineserne, når de f.eks. som de eneste gik den forkerte vej rundt om religiøse monumenter eller nægtede at betale entre for at se bestemte klostre. Langs vejene ind i Tibet fra Kina er der opsat kæmpestore skilte, der reklamerer med harmoni mellem de etniske grupper – jeg husker et malet billede på vejen mellem den kinesiske by Chengdu og Dartsedo i Østtibet af en smilende tibetansk familie i en slags nomadedragter sammen med en gruppe kinesiske soldater, der gav indtryk af, at de var de bedste venner.
Selvom den tibetanske kultur undertrykkes og misbruges, gør tibetanerne også modstand. F.eks. var det blevet stadigt mere almindeligt, at især nomaderne konkurrerede om at have de flotteste dragter med de dyreste skind på, når de gik til festival eller ved andre festlige lejligheder. De kinesiske myndigheder understøttede denne skik, fordi den i deres øjne viser tibetanerne som et eksotisk og lidt tilbagestående folkefærd. I 2006 opfordrede Dalai Lama tibetanerne til ikke at bære skind fra truede dyrearter og tibetanere overalt i Tibet brændte deres dyre skind i solidaritet. Under mit besøg så jeg derfor næsten kun syntetiske skind. Tibetanerne opfatter konsekvent kineserne som de andre, som de ikke har meget tilfælles med og viser det på mange forskellige måder. Som oftest sker det ikke i åbenlyse aktioner som med skindafbrændingen men i det mere skjulte.
Tibets byer er et tydeligt eksempel på, hvordan Kina er fast besluttet på at omdanne Tibet i sit eget billede. Byerne er i vid udstrækning kinesiske byer, hvor kinesiske indvandrere sidder på en stor del af forretningerne, hotellerne og økonomien i det hele taget og hvor kinesiske skilte, restauranter osv dominerer mens tibetanerne ofte virker lidt fortabte i deres egen by. I de sidste år er myndighederne begyndt at tibetanisere arkitekturen, der ellers er meget præget af kinesisk betonbyggeri, så man i mange byer ser facader og dekorationer, der godt kan vildlede den besøgende til at tro, at der er tale om tibetansk kultur. Bag facaderne gemmer der sig ofte kinesiske ejere. Et andet eksempel er fjernsynet, hvor meget af det, der handler om Tibet er sukkersøde musikvideoer og film om smukke, glade tibetanere i alt for farvestrålende og syntetiske dragter. Tibetanerne ser disse film, fordi de ikke har uafhængige tibetanske medier og de er med til yderligere at vildlede de kinesiske turister, der for de flestes vedkommende ved meget lidt om Tibet udover den statslige propaganda.
En meget stor del af Tibets klostre og kunstværker blev som bekendt ødelagt under besættelsen og Kulturrevolutionen. Mange af klostrene er stadig under genopbygning. Da jeg rejste i Østtibet stødte jeg ikke på et eneste kloster, der ikke havde været udsat for ødelæggelse. Det er opløftende at se, at der trods så mange års undertrykkelse stadig er energi til at genopbygge men man skal ikke være blind for, at kineserne sætter meget snævre grænser for, hvad og hvor meget de tillader i forhold til tibetanernes udtryk af deres egen kultur og identitet. Kina vil gerne tiltrække turisterne, men klostrene er ligesom alt andet underlagt streng kontrol og begrænsninger. Feks må de ikke længere være økonomisk afhængige af det omliggende samfund og er derfor i vid udstrækning tvunget til at leve af turisme, de er underlagt restriktioner og kontrol mht antallet af munke og nonner, valget af inkarnationer og meget andet. Munkene har mange steder ikke mulighed for at følge deres undervisning, fordi de nærmest er blevet degraderet til turistguider eller til at stå i de souvenirbutikker, der ironisk nok må sælge kinesisk producerede ting til turisterne. Der er rygter blandt tibetanerne om, at mange munke slet ikke er munke men forklædte kinesere. Der var sidste år flere eksempler på, at buddhistiske monumenter blev ødelagt af myndighederne, fordi de ikke var blevet tilladt. De mange restriktioner på klostrene er en grund til, at så mange munke og nonner flygter i eksil, fordi de ikke kan få en ægte buddhistisk uddannelse i Tibet.
Det kinesiske sprogs dominans og hele uddannelsessystemet udgør ligeledes en meget væsentlig trussel mod tibetansk kultur og identitet.
Tibetanerne i Tibet forsøger at bevare deres traditionelle kultur og der er stadigvæk centre for f.eks thankamalerier eller trykning af tibetanske bøger. Jeg stødte på min rejse også på flere kulturcentre, hvor tibetanere i beskedent omfang prøver at bevare dele af kulturen. Der er også et voksende antal tibetanere, der prøver at nyskabe tibetanske kulturudtryk gennem musik, film, bøger osv. I Amdo er der feks en meget levende musikkultur med masser af CDer med tibetansk musik på markedet. Forfatterne har det svært. Lige så snart de ytrer den mindste kritik mod Kina risikerer de at blive gjort mundlamme, som f.eks. den nok kendteste forfatter Woeser, der i dag sidder i husarrest. Det er opløftende at opleve, at tibetanerne ikke har opgivet men kæmper for deres folks og kulturs oplevelse.
Efter en vis opblødning overfor tibetanernes mulighed for at udøve deres kultur i 1980erne, der bla førte til voksende genopbygning af klostre, har de kinesiske myndigheder i de sidste år igen indført en hård kurs overfor alt, der bare minder om udtryk for tibetansk identitet. Nogle taler om en anden kulturrevolution i Tibet, der er om muligt endnu mere ødelæggende end den første, ikke mindst fordi den finder sted samtidig med at antallet af kinesere i Tibet stadigvæk vokser.
Den tibetanske regering i eksil, der blev dannet efter Dalai Lamas flugt til Indien i 1959 efter folkeopstanden i Lhasa har som sit vigtigste mål at bevare og videreudvikle den tibetanske kultur. Et stort antal tibetanere lever i eksil, de fleste af dem i Indien. Mange af de flygtede var og er munke, nonner og andre kulturbærere, der har sørget for, at vigtige kulturgenstande og ikke mindst viden og kulturarv blev smuglet ud af Tibet. Der er opbygget et skolesystem i eksil, der ser det som sin væsentligste opgave at tibetanske børn lærer deres sprog, historie og kultur at kende, der er opbygget forskellige kulturinstitutioner og tibetanere i eksil holder i det store og små deres traditioner i hævd så vidt det kan lade sig gøre i de helt anderledes omgivelser, de nu lever i. Eksilregeringen har f.eks. skabt Tibetan Institute for Performing Arts (TIPA), der uddanner unge tibetanere i dans, musik og drama. På Norbulingkha instituttet undervises der i tibetansk kunsthåndværk som feks thankha maling og der er et museum om tibetansk kultur. Ikke mindst er flere af de vigtigste klostre blevet genopbygget i eksil og sikrer tibetanere en mulighed for at få den fulde buddhistiske uddannelse, de ikke kan få i deres eget land. Eksilsamfundets vigtigste formål er at bevare den tibetanske kulturarv til den dag Tibet er frit og eksil tibetanerne kan vende hjem.
Tibetanerne både i og udenfor Tibet befinder sig i en absurd situation. Det blev meget klart for mig under mine nylige besøg i hhv Tibet og den tibetanske hovedstad i eksil, Dharamsala i det nordvestlige Indien. Min tolk i Amdo, en veluddannet ung pige, bor i sit eget land, hvor hendes forældre stammer fra men hendes by er en kinesisk by, hun har været tvunget til at uddanne sig på kinesisk, hun har svært ved at få arbejde, fordi kinesere foretrækkes og hun kan hverken vise det tibetanske flag, ytre sine ønsker om at bo i et frit land højt eller besøge Dalai Lama. Min tolk i Dharamsala, en jævnaldrende og ligeledes veluddannet pige, har aldrig set sine forældres fødested i Kham eller været i Tibet. Hun tror heller ikke, hun får lov til at rejse dertil. Men hun kan deltage i den ugentlige demonstration for sit Tibet, hun kan gå til Dalai lamas belæringer og hun kan være 100% tibetaner i den by, der selvom den ligger i et fremmed land, er Tibets egentlige hovedstad.
Tibets fremtid ser mørk ud. Det tibetanske folks overlevelse hænger tæt sammen med den tibetanske kultur.
Charlotte Mathiassen